Hvem er Lars Møller?

Jeg har altid været interesseret i sport og blev som 5 årig meldt ind i FBI ( Fredensborg Bold og Idræt forening ). Man skulle godt nok være 6 år, – men min mor ” lavede lidt om på fødselsdagen, ” – så jeg kunne starte til fodbold. Det havde hun det ikke så godt med, men der var ikke rigtig noget at gøre på det tidspunkt, – Jeg VILLE starte til fodbold.Her havde jeg mange gode år, men min interesse for atletikken var begyndt at fænge mig, da jeg mange gange havde set dem træne nede på stadion.

Jeg vil i fodboldsammenhæng gerne nævne en af mine træner – Michael. Selvom han var blind, kunne han styre hele holdet uden problemer og tilmed skælde dommeren ud, hvis han mente der var offide. Han har altid haft et enormt “drive”, og kunne råbe og skrige, så det ringede for ørerne. Men sjov det var han også – og dygtig.Jeg husker blandt andet en episode hvor han pludselig siger, mens vi sidder i bussen på vej hjem fra en kamp, ” hold da kæft hvor ser hun godt ud ” og peger ud af vinduet. Hele holdet vender sig for at se efter hende. Efterfølgende begynder han at grine, og vi griner med.

Det varede dog lidt inden jeg startede inden for atletikken, for jeg var i mellem tiden begyndt til bordtennis. Det var en spændende periode hvor jeg også vandt lidt og var til nogle stævner, men det var ikke helt det jeg gerne ville, og eftersom jeg havde en snak med Steen Hoppe, som på daværende tidspunkt var Atletik træner i Fredensborg, var jeg opsat på at starte for alvor.Steen var rigtig god til at motivere os – rose os – og gav os meget selvværd. Der var ikke så meget “skæld ud”, som jeg kendte fra fodbold, og det havde jeg det egentlig godt med.Klubben var på daværende tidspunkt ikke stor, men jeg samlede nogle folk, blandt andet min tvillingbror Jens, og nogle af mine klassekammerater, og så begyndte vi ellers at træne.

Jeg fandt hurtigt ud af at jeg var godt til at kaste. Det fandt jeg faktisk ud af lang tid inden jeg startede.Det var en sommer hvor vi var på Dronnigemølle strand. Jeg var vel omkring 8 – 9 år og vi var nogle stykker som lavede en konkurrence om hvem der kunne kaste en sten længst ud i vandet. De andre kastede langt, men da jeg endelig “hylede” min sten ud, var det så langt, at man knap kunne se den plumpe i.

Jeg startede så med at træne spyd, og vandt også en del konkurrencer. Men da jeg blev 13 år, droppede jeg atletikken, da jeg mistede interessen. Årsagen var nok at jeg ikke var så udviklet som mine jævnaldrende, og derfor kunne jeg ikke kaste så langt som dem.Herefter begyndte jeg til håndbold, hvor jeg var målmand. Det var en enorm sjov periode, ikke mindst i kraft af træneren, “Jimmi the king” Larsen, som han kaldte sig. Han stod for juniorholdet og som i kraft af sin indre drengerøv, formåede at få det bedste frem i os, samtidig med, at vi havde det enorm sjovt.

Efter et stykke tid begyndte fodbolden at fange mig igen, og jeg startede i Hillerød fodbold klub som 16-årig. Her begyndte jeg at stå på mål, ligesom jeg gjorde i håndbold. Her havde jeg en rigtig god og støttende træner – Verner Bech. Der gik så nogle år hvor jeg ikke dyrkede spyd, men havde samtidig lyst til at kaste.Jeg har i mange år haft et gammelt spyd stående, med lidt grus i og som er blevet malet et par gange. En efter middag havde jeg lyst til at kaste spyd, og jeg gik ned på fodboldbanerne. Peter Bøgh, som dengang også var en af mine trænere i Fredensborg, så mig kaste, og kontaktede mig, for at høre om jeg ikke kunne tænke mig at starte igen. Det blev så starten på det jeg er i gang med nu.

Jeg valgte så fodbolden helt fra i år 2000, og satsede efterfølgende på spydkast 100 %. Min fodbold træner kunne ikke på det tidspunkt hvorfor jeg valgte fodbolden fra, til fordel for atletikken – spydkast. Han sagde ” hvorfor spiller du ikke fodbold, og stopper al det “pindekast”. Jeg forstår det godt ud fra hans synspunkt, men jeg måtte jo beslutte, og mit valg blev spydkast. Derfor startede jeg i atletikklubben Sparta.